Hvad er et ødem?
Et ødem er en hævelse fremkaldt af en væskeansamling. Hvis ødemet ikke er opstået som følge af en skade eller operation, er det i reglen et tegn på, at kroppens egen væskebalance er mangelfuld og ikke længere fungerer tilfredsstillende. Karsystemet kan ikke længere transportere væsken rigtigt bort, så den i stedet ophobes i vævet.
Hvilke typer ødemer findes der?
Man kan inddele ødemer ud fra forskellige kriterier som f.eks. årsag, lokalisering, form og forløb. Inden for lymfologien beskæftiger vi os primært med lymfødemer og lipødemer samt disses blandingsformer.
Lymfødem
Hvis lymfesystemet er så beskadiget, at den proteinholdige lymfevæske ikke længere kan transporteres tilstrækkelig godt væk, ophobes den i vævet, og der dannes et lymfødem. I reglen forekommer lymfødemer primært i ekstremiteterne og som følge af tyngdekraften oftest i benene. Der kan opstå kraftige hævelser med spændingsfølelse i de berørte områder, som i mange tilfælde medfører store bevægelsesbegrænsninger og yderligere komplikationer.
Lipødem
Et lipødem er en fremadskridende fedtfordelingsforstyrrelse, hvor et forøget antal eller forstørrede fedtceller aflejres bestemte steder i kroppen. På den måde øges underhuden i det pågældende område, og der opstår desuden vandansamlinger. Som følge af mænds og kvinders forskellige vævsstruktur optræder sygdommen næsten udelukkende hos kvinder. Udløsende faktorer er oftest hormonelle forandringer i forbindelse med puberteten, under graviditet og i overgangsalderen.
Sådan skelnes mellem lymfødem og lipødem
Sådan behandles ødemer
Desværre er lymf- og lipødemer kroniske sygdomme, som ikke kan helbredes. Desto vigtigere er det derfor at handle hurtigt for at stoppe sygdommens udvikling, undgå yderligere følgevirkninger og bevare en hverdag uden store begrænsninger for patienten.
Kompleks fysioterapeutisk lymfødembehandling (KFL) består af de 5 søjler: Manuel lymfedrænage (MLD), kompressionsbehandling, hudpleje og -reparation, bevægelses- og åndedrætsterapi samt selvstyring. Her er et individuelt tilpasset, fladstrikket kompressionsprodukt det afgørende middel til varigt at kunne opretholde behandlingsresultaterne.